Hvad arbejder vi med
Man behøver ikke at have et forhåndskendskab for at være på Kommunikation og medier. Det vigtigste er, at man møder op og har interessen for området. Det tekniske og grafiske lærer man undervejs. Man kommer bl.a. til at arbejde med Photoshop (billedprogram), Illustrator (tegneprogram), InDesign (layoutprogram) og får kendskab til et af verdens bedste CMS-systemer til hjemmesider.
På værkstedet findes der 3D-printer, storformatprinter samt skæremaskine, A3-printer, lamineringsmaskiner, varmepresser, MAC-computere og PC’ere. Disse maskiner vil man skulle lære at betjene og bruge på produktionsniveau. Til værkstedet hører også et fotostudie.
Der løses opgaver for både interne og eksterne kunder. Lige fra idé til færdig produktion. Eksempelvis plakater, bannere, roll-ups, beach-flag, magasiner, annoncer, logoer, klistermærker, opdatering af hjemmesider og meget andet.
Sideløbende med undervisningen er der stort fokus på den enkelte elevs personlige- og sociale udvikling.
Hvordan arbejder vi
Der vil være et fast arbejdsbord samt computerudstyr til rådighed for hver enkelt elev med frit valg mellem brug af MAC eller PC.
Der vekselvirkes mellem individuelt-, gruppe-, værksteds-, og temaarbejde. Overordnede temaer kunne eks. være ”Mig og min fremtid”, ”Innovation”, ”FNs verdensmål” eller hvad der er aktuelt i tiden. Dansk, matematik og PASE er flettet ind i undervisningen som en naturlig del af det daglige arbejde.
Hvilke fremtidsmuligheder
Det er muligt at være elev på Kommunikation og medier i op til 2 år. Undervisningen vil efterfølgende kunne åbne døre for eks. følgende uddannelsesmuligheder:
Mediegrafiker, som arbejder kreativt med tekst og billeder, digitalt og på tryk. På skolen lærer man om billeder, form og farvers betydning. Læs mere
Grafisk tekniker, som står for produktionen af trykte materialer. Man lærer om grafiske teknikker og anvendelse af materialer og grafisk udstyr. Læs mere
Skiltetekniker, som laver alle slags skilte. Du lærer at fremstille skilte, der bruges på fx butiksfacacer, biler og varevogne eller sættes op på messer, eller lignende. Læs mere
Webudvikler, som arbejder med tekst, billeder, lyd, grafik og animation i forbindelse med både websider og samlede netløsninger. Læs mere
Fotograf, som fremstiller og tænker i billeder. På uddannelsen lærer man om teknikken bag billeder, og hvad de kan indeholde og udtrykke. Læs mere