Ofte stillede spørgsmål
På denne side har vi samlet svar på ofte stillede spørgsmål om FGU og relaterede emner — fx om hvad Forberedende Grunduddannelse er, hvordan det fungerer, hvilke spor du kan vælge.
Generelt om FGU
Hvad er FGU?
FGU står for Forberedende Grunduddannelse. Det er en uddannelse, hvor du kan blive klar til at starte på en ungdomsuddannelse eller komme i job.
På FGU udvikler du dig både fagligt, personligt og socialt – i et forløb, der tilpasses dine behov.
Kan alle starte på FGU?
Du kan starte på FGU, hvis du er mellem 15 og 25 år og ikke er i gang med en anden ungdomsuddannelse.
Hvem kan tage en FGU?
Forberedende grunduddannelse er et uddannelsestilbud for unge mellem 15 og 24 år. FGU henvender sig til unge, der ikke er i gang med eller har afsluttet en ungdomsuddannelse og som heller ikke har et arbejde. Det kan også være unge, som ikke har fået en afsluttende eksamen fra grundskolen eller som har lave karakterer, som betyder, at man ikke kan søge ind på en ungdomsuddannelse.
- Er du i tvivl om, hvilken vej du skal gå for at gennemføre en uddannelse eller finde et job?
- Er du ikke parat til at starte på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse?
- Har du udfordringer, som kan gøre uddannelse og arbejde svært for dig lige nu?
- Har du brug for at få mere tid til at få lært dansk, matematik, engelsk og måske naturfag eller samfundsfag?
- Vil du gerne lære på en praktisk måde ved at producere varer og løse opgaver ude hos kunder eller på værksteder eller ved at være i praktik?
- Er du droppet ud af en ungdomsuddannelse?
Så kan en FGU være rigtig god for dig.
Skal man have bestået sin 9. kl?
Nej, det er ikke et krav, at man har bestået sin 9 klasse.
Hvilke krav er der til danskkundskaber?
Undervisningen foregår på dansk. Om man kan deltage bliver vurderet i forbindelse med målgruppevurderingen hos den kommunale ungeindsats.
Undervisning og forløb på FGU
Hvordan er undervisningen på FGU Sønderjylland?
Undervisningen er en kombination af:
- Almene fag (fx dansk, matematik og engelsk)
- Praktiske forløb og projekter
- Mulighed for praktik og samarbejde med virksomheder
Du kan vælge mellem tre spor:
- AGU – Almen Grunduddannelse (minder mest om skole)
- PGU – Produktionsgrunduddannelse (praktisk og værkstedsbaseret)
- EGU – Erhvervsgrunduddannelse (forløb med meget praktik i en virksomhed)
Er man bundet i et spor?
Nej, der vil være mulighed for at bevæge sig mellem sporene, hvis det vurderes mest hensigtsmæssigt.
Hvornår og hvor længe?
Man kan gå på FGU i maks 2 år. Når du er blevet målgruppevurderet, aftaler du sammen med din uddannelsesvejleder hvor lang tid dit FGU forløb skal vare. Du kan starte på alle 3 spor næsten hver uge.
Hvis du opnår dit uddannelsesmål hurtigere end forventet, fx fordi du bliver klar til at starte på en erhvervsuddannelse eller hf, må du afslutte dit FGU forløb, og få bevis for gennemførsel. Hvis du har brug for længere tid til at opnå dit mål end de 2 år, skal kommunen godkende din uddannelses forlængelse.
Kan man gå på FGU på deltid?
FGU er i udgangspunktet et fuldtidsstudie. Deltid er en mulighed i særlige tilfælde, og efter aftale med vejlederen fra kommunen. Tilrettelæggelsen foregår mellem kommunen og FGU-vejlederen. Skoleydelsen vil være den samme som for fuldtidselever.
EGU: Må man selv finde en elevplads?
Ja, man må meget gerne selv finde elevplads. FGU vejlederne vil støtte op om den unge i processen.
Har man mulighed for at prøve forskellige erhverv i praktik?
Ja, på AGU og PGU kan du komme i erhvervstræning i op til 12 uger pr. år. Elever på EGU er i fast praktik på deres læreplads.
Hvor mange timer har man på FGU?
Du går i skole hver dag fra 8.15 til 14.00.
Der kan dog forekomme ændringer fx i ugen før sommerferien, eller i projektuger.
Økonomi og skoleydelse
Hvordan bliver eleven aflønnet/skoleydelse?
Når du går på FGU, får du skoleydelse. Ydelsen varierer, i forhold til om du bor hjemme eller for dig selv. Hvis du har børn, er det også muligt af få et tillæg.
Satser til skoleydelse fra den 1. januar 2026 ser ud som følgende:
- Bor du hjemme og er over 18 år, får du kr. 780,- pr. uge.
- Bor du for dig selv og er over 18 år, får du kr. 1.808,- pr. uge.
- Er du under 18 år, får du kr. 450,- pr. uge.
- Er du enlig forsørger, får du et tillæg på kr. 1.765,- pr. uge.
- Er du ikke-enlig forsørger, får du et tillæg på kr. 704,- pr. uge.
Skoleydelsesperioderne i FGU Sønderjylland ser ud som følgende:
2026
Perioden 26.12.2025 – 25.01.2026 udbetales 30.01.2026
Perioden 26.01.2026 – 25.02.2026 udbetales 27.02.2026
Perioden 26.02.2026 – 25.03.2026 udbetales 31.03.2026
Perioden 26.03.2026 – 25.04.2026 udbetales 30.04.2026
Perioden 26.04.2026 – 25.05.2026 udbetales 29.05.2026
Perioden 26.05.2026 – 25.06.2026 udbetales 30.06.2026
Perioden 26.06.2026 – 25.07.2026 udbetales 31.07.2026
Perioden 26.07.2026 – 25.08.2026 udbetales 31.08.2026
Perioden 26.08.2026 – 25.09.2026 udbetales 30.09.2026
Perioden 26.09.2026 – 25.10.2026 udbetales 30.10.2026
Perioden 26.10.2026 – 25.11.2026 udbetales 30.11.2026
Perioden 26.11.2026 – 25.12.2026 udbetales 28.12.2026
Vær opmærksom på, at du trækkes i ydelse, hvis du ikke møder op til undervisningen. Hvis du er syg, tæller dette som lovligt fravær, og du vil selvfølgelig ikke blive trukket i ydelse.
Når du bliver indskrevet på skolen, er det vigtigt, at dine oplysninger om du bor hjemme eller ej er korrekte. Ligeledes er det vigtigt, at du informerer skolen, hvis der sker ændringer, mens du går på skolen. Årsagen er, at kontrol kan afsløre, at du har fået for meget i skoleydelse og derfor skal betale det for meget udbetalte tilbage
Får FGU elever automatisk en højere skoleydelse, når de bliver 18 år?
Ja, det vil ske automatisk.
Kan FGU elever bestille ungdomskort?
Ja, det kan de. Hold øje med www.ungdomskort.dk
Er det muligt for eleverne at få dimittendsats efter FGU?
Det er kun EGU sporet der ifølge loven giver erhvervskompetence, og dermed berettiger til optagelse i A-kasse. Men det skal dog være EGU på højeste niveau for at kunne give dagpengeret. Højeste niveau er det der svarer til niveau 3 i kvalifikationsrammen for livslang læring.
Normalt skal man være fyldt 18 år for at kunne blive medlem af en A-kasse. Men det gælder ikke hvis du tager en EGU og afslutter på højeste niveau.
Hvordan får en elev timer nok til at kunne modtage skoleydelse, hvis han/hun kun mangler at læse et enkelt fag, og har haft de andre?
FGU er et fuldtidsstudie. Uddannelsesplanen tilrettelægges, så dette opfyldes.
FGU og vejen videre
Hvis man har brugt sine 3 EUD forsøg (grundforløb 2) og man så gennemfører en FGU, åbner det så op for et nyt/nye EUD forsøg?
Der er ingen muligheder for at få mere end de tre forsøg på grundforløbet. For nogle unge, der har opbrugt de tre forsøg, kan der evt. indgås en aftale om ny mesterlære eller FGU-eud (tidligere PBE), hvis de unge vurderes at tilhøre denne målgruppe.
